“People pleaser” adfærd er noget, som rigtig mange døjer med. Det er godt at være et rart og kærligt menneske, men mange har en tendens til altid at sætte andre først og sætte egne behov til sidst. Mange af os ved meget mere om, hvad andre føler og har behov for, end hvad vi selv føler og har behov for. Denne her oplevelse af ikke at ville være til besvær, altid at være den, der lytter og giver, og ikke føle, at vi får det samme igen, er drænende.
Det er også her, at vi ofte bliver for ydrestyrede og for lidt indrestyrede. Vi overtænker, hvordan vi virker på andre, og hvad andre tænker om os. Det kan give en følelse af, at vi let mister os selv i relationer og ikke rigtig får den plads og opmærksomhed, vi har brug for. Vi indlever os for meget i andre og bliver for lidt hjemme hos os selv. Det kan opleves som, at vi bliver overvældet af andre menneskers følelser og behov, og det kan være svært at sige fra overfor.
Hvordan kan jeg slukke for min konstante indlevelse i andre menneskers følelser og behov? Det er et spørgsmål, som mange af mine klienter søger svar på.
Der er 4 trin du kan arbejde med for at nå dertil:
- Det er ikke dit job at fixe andre mennesker
- Tillad andre mennesker have deres følelser. Du er ikke nødt til hele tiden at skabe en god stemning.
- Folk har ikke ret til at ventilere deres følelser hos dig hvor som helst og når som helst
- Ground dig selv i din egen krop og i dine egne følelser
Ofte, når vi har det her oversamarbejdsmønster eller “people-pleaser gen”, har vi en form for identitet, en måde at få point på og goodwill på fra andre mennesker på, i den rolle, at være hjælperen. Den der hjælper andre. I sær hvis vi er vokset op med relationer, der ikke altid gav mening, og vi let kunne føle os forkerte, så har vi lært at tage tilflugt i pleaser- og hjælperrollen som et sikkert sted. Nogle gange for at kompensere for følelsen af utilstrækkelighed. Det er vigtigt at se, at du ikke er nødt til at hjælpe og please hele tiden for at være god nok og værdsat. Det er okay, at du også har fokus på andre ting.
Hav tillid til at andre mennesker godt kan regulere deres følelser selv eller finde forskellige og nye veje til det. Du er ikke nødt til altid at stå for en god stemning. I virkeligheden har andre mennesker brug for også at kunne få lov til at føle de såkaldt “negative følelser”: Tristhed, akavethed, usikkerhed, irritation, frustration. Lige som du selv, vil andre også gerne vil have lov til at have forskellige stemninger og følelser, uden at andre mennesker skal fixe dem og forsøge at problemløse dem.
Du er ikke nødt til at stille dig til rådighed altid. Det er ikke en rettighed at ventilere hos dig når som helst og hvor som helst. Det mest respektfulde er, hvis folk spørger dig: “Jeg har brug for at fortælle om noget, som jeg bokser med, har du tid og overskud til at lytte?” I stedet for blot at antage, at du altid kan og vil rumme dem. Dit nærvær og din indlevelse er en gave, der skal skattes. Du kan ikke give den til alle hele tiden. Hvis du gør det, brænder du ud.
Find hjem til dig selv også når du relaterer til andre mennesker. Øv dig i at have noget af din opmærksomhed rettet mod din egen krop, også når du er sammen med andre. Læg for eksempel mærke til din vejrtrækning, fornemmelsen af liv i dine hænder, kontakten mellem din krop og det underlag du sidder eller står på. Træk vejret sammen med dine egne fornemmelser af liv i kroppen og mærker du noget ubehag, så giv det noget af din egen kærlige opmærksomhed. Øv dig i at lande i det felt af væren og okayhed, som altid er her sammen med dig, også når andre føler alt muligt forskelligt. Sådan bliver du mindre overvældet og fanget ind af andre menneskers følelser og behov.
Lær mere om hvordan du stopper pleaser-adfærd og overdreven indføling i andre på selvværdskursus 2024: Kursus
0 kommentarer