“Hvis du vil bryde en forbandelse, der er nedarvet gennem generationer, så giv dine børn retten til at fortælle dig, når noget du gør, sårer dem, uden at blive defensiv eller afvise deres følelser”. Denne tekst så jeg forleden dag på de sociale medier, af en ukendt forfatter. Teksten rørte mig dybt, fordi den peger på, hvordan vi heler vores kulturs grundlæggende traume, som er et relationelt traume. Vi ved inden for psykologien, at det ikke er selve hændelserne i vores liv, der traumatiserer, men når vi bliver alene med følelserne og vores følelsesmæssige reakationer på det, som sker. Den nedarvede “forbandelse”, vi bærer med os, er en lang og sejlivet tradition for at lade børn være alene med deres følelser. Traditionen stammer fra dengang hvor store drenge og piger ikke græd, hvor børn kom i skammekrogen og forældre lærte at ignorere børns gråd. Den gang hvor børn skulle ses, men ikke høres.
Vi har en tradition for at afvise børns følelser, når vi har konflikter med dem: Noget vi stadig siger til dem er: “Der er ingen grund til at være ked af det”, “tænk på dem, der har det meget værre end dig”, “du kan gå ind på dit værelse, til du er god igen”. Vi siger det også, når de er blevet såret i relationen til os. Vi tager stadig ofte en “time out” fra vores børn, når de er “umulige” eller “urimelige” eller “skaber sig”.
Det værste tidspunkt at devaluere børns følelser på og lade dem være alene med deres følelser er, når de er blevet såret i relationen til dig som forælder, fordi kontakten med dig er hele deres verden. Når den kontakt ikke føles tryg, føler barnet sig truet på sin overlevelse. Barnet er afhængig af kontakten til dig for at overleve. I stedet gælder det om at tage dig tiden til at lytte og leve dig ind i grunden til at barnet reagerer, som det gør. Der er altid en grund. Mennesker, også børn, reagerer meningsfuldt på deres omverden. Følelser er meningsfulde, de er aldrig noget pjat. Det er en toksisk idé i vores kultur, at følelser kan være noget pjat, og ikke skal tages alvorligt eller lyttes til. Følelser er intelligente fænomener i en intelligent og overlevelsesdygtig krop.
Lytter du godt nok og har du tilstrækkeligt med informationer, er der ikke nogen følelser, som ikke er forståelige. Menneskelivet er både glæde og smerte, både behov der bliver mødt og behov, der ikke bliver mødt. Sådan er det også i barndommen. Forældre kan gøre sig umage, men kan ikke møde barnets behov 100% af tiden. Men vi kan komme meget tæt på, at møde deres følelser og deres smerte, når de ikke får deres behov mødt. Vi kan møde deres følelser med forståelse og respekt. Måden at skabe den trygge kontakt med dit barn på, er ikke ved at være fejlfri. Det kan ikke lade sig gøre.
Børn har ikke brug for fejlfri forældre. Det er også en giftig idé i vor kultur, at vi bør være fejlfri, blandt andet fordi, det gør det svært at se og anerkende vores fejl. Du skaber tryg kontakt gennem det, som indenfor tilknytningspsykologien hedder “rupture and repair”. Brud og reparation. Det betyder, at du ser og anerkender, når der sker et brud eller “disconnect” i den trygge kontakt med dit barn. Det kan være, når du er fraværende, når dit barn har brug for dit nærvær og barnet reagerer på det. Her hjælper det, hvis du ser, spejler og validerer barnets følelser: “Jeg kan se, at jeg ikke var der, da du havde brug for mig, det er jeg ked af, jeg kan godt forstå, du bliver ked af det og bange. Jeg er her nu”. Eller “Hov, jeg kom til at råbe, undskyld, det er ikke din skyld, det er mig der er stresset, du blev forskrækket, det kan jeg godt se, jeg er her, jeg lytter, fortæl mig om det”.
“When you can’t look at the bright side, I will sit with you in the dark”, er også en talemåde, der rører mig. Den handler om nærvær. Nærvær er det, som børn har brug for, når de har ondt i følelserne, også i konflikter med dig. De har først og fremmest brug for at blive set og lyttet til, ikke for råd. De har ikke brug for at få at vide, at de bør have nogle andre følelser eller tænke positivt. Ofte er nærvær med følelser noget, vi skal tillære os. Vi har i vor kultur en uheldig tendens til at ville fikse vores eget og andres følelsesliv. Oftest virker det stik modsat. Det der ikke må være her, kommer vi utilsigtet til at forstærke, Hvis du du ikke må tænke på en lyserød elefant, tænker du hele tiden på en lyserød elefant. Er der ikke plads til at være ked af det, bliver du ked af, at du er ked af det og så er følelsen forstærket. Følelser har brug for accept for at falde til ro.
Børn har brug for, at du trækker vejret, rummer din egen frustration og stiller dig til rådighed for at være med og spejle deres følelser. Jeg ved godt, det ikke er let, når du er trigget. Men det betaler sig at øve dig på det. Selv nogle sekunder med nærvær betyder en verden til forskel. Mindfulness og medfølelse hjælper, jo mere vågne vi kan være omkring vores reaktioner og jo mere medfølelse vi kan have, både med os selv og vores børn, jo mere kan vi være nærværende for dem. Medfølelse regulerer vores følelsesliv. Læs evt. mere om dette i min bog Hel dine følelser med mindfulness og medfølelse.
“Rupture and repair” strategien gælder også, når børnene er blevet voksne. Brud på kontakten kan heles hele livet. Det kan dog være så svært for forældre at stille op for helingen. En god veninde, der elsker sine forældre, har fortalt mig om en sorg, hun går med, fordi der er så meget usagt i relationen til dem. Hun længes efter den heling, der kunne komme ved at hendes forældre havde lyst til nysgerrigt at lytte, leve sig ind i og være åben for at se den verden, der var hendes som barn. Hendes forældres selvbillede kan ikke rumme, at de har begået fejl og såret hende. Det føles så katastrofalt for dem, at de ikke kan lytte nysgerrigt og indfølende, men kun kan forsvare sig selv eller angribe. Hver gang hun har prøvet at tale om fortiden, siger de ting som “jamen, alle laver jo fejl”, “vi har jo gjort det, så godt, som vi kunne”, “tænk på dem, der har haft det meget værre”, “der er også nogen, der slår deres børn”, “dine søskende har jo været meget tilfredse med os”, “hvem vil du bebrejde, når vi er døde”, “hvorfor kan du ikke bare komme videre”. Hvis bare de kunne sige: “Det er svært for os at høre om, at vi har såret dig, men vi vil rigtig gerne lytte, vi er glade for, at du vil lukke os ind og fortælle os om det, vi lytter”:
Et andet smukt ordsprog kommer fra den amerikanske psykoterapeut Derek Hart “Fortæl mig ikke, at jeg skal holde op med at tale om fortiden, for mine tårer har endnu ikke informeret dit hjerte, på den måde jeg har brug for”. Der er noget, der er meget bedre end at “komme videre”, og det er at reparere vores relationer, åbne vores hjerter og græde de tårer, vi har brug for sammen. Over den smerte, der har været, som vi er blevet påført, og som vi har påført, dem vi elsker mest og også over den utilstrækkelighed, vi som forældre kan føle omkring det.
Vi kan ikke komme videre uden at forholde os til fortidens smerte. Den smerte vi ikke vil forholde os til, er den vi stadig bærer på eller giver videre til vores børn. Det er, når vi ikke forstår fortiden, at vi er dømt til at gentage den. Hårdhed er en traumerespons. Det at afvise at fortiden har nogen indflydelse på nutidens problemer, er en traumerespons. Den form for hårdhed er ikke et beundringsværdigt ideal, det er en reaktion på traumer, hvor vi har mistet følingen med, hvad fortiden har gjort ved os. En gammel gallupundersøgelse viser for eksempel, at de mennesker, der selv var blevet slået i deres barndom, ofte var dem der insisterede på, at det ikke gjorde nogen skade at slå børn og synes, at det var i orden at slå deres egne børn.
Vi slår heldigvis ikke længere børn, men der sker stadig følelsesmæssige svigt og grænseoverskridelser i vores familier, der producerer dybe traumer. Måden at hele disse på er ved at lære at regulere vores følelsesliv og lære, hvordan vi taler om vores følelser.
Traumer rejser fra generation til generation i vores triggede tilstande, der hvor vi ikke kan rumme os selv og vores følelser og agerer dem ud over vores børn, og der hvor vi er så ubevidste omkring vores reaktioner eller skammer os så meget over dem, så vi lader som om, det aldrig er sket, Når vi ved, hvordan vi skal regulere og italesætte vores oplevelser, kan vi være nærværende for os selv og for vores børn, når de har brug for os. Vi kan erkende kontaktbrud og reparere dem så hurtigt som muligt. Det er sådan, vi skaber børn med et stærkt følelsesmæssigt immunforsvar, der har højt selvværd og føler sig værdige til kærlighed og accept.
0 kommentarer