Mindfulness og relatefulness

 

Verdens længste lykkestudie fra Harvard Universitet viser en klar sammenhæng mellem vores helbred og vores relationer. Forskerne bag pointerer, at vi er ramt i relationerne. Vi er generelt i for dårlig social form.

I mange år har jeg som psykolog haft fokus på trivsel og heling. Jeg har specialiseret mig i mindfulness, både som en måde at være i verden på, et mindset, du har med dig overalt, hvor du går, og som metode, der kan integrere, regulere og hele smertefulde oplevelser.

I løbet af de senere år, har mit fokus også hvilet på det relationelle.  Både, som der hvor de fleste menneskers traumer er opstået og som base for heling. Langt de fleste og mest alvorlige traumer er relationelle. Det, at vi er såret i vores relationer, betyder også at en væsentlig heling foregår i vores relationer. Relatefulness er sidste skud på stammen indenfor mindfulness og handler om bevidst nærvær mellem mennesker – hvordan vi skaber et helende og nærværende rum med andre mennesker.  Relatefulness hviler på mindfulness, evnen til bevidst nærvær hos det enkelte menneske.

For at være nærværende for andre, skal jeg kunne være nærværende med mig selv. Hvis jeg ikke kan være med de følelser, der dukker op i mig, kan jeg heller ikke rigtigt være med de følelser, der dukker op i andre. Hvis jeg ikke kan rumme mig selv, vil jeg let reagere med ”kamp, flugt eller freeze”, når jeg er sammen med andre, og for eksempel trække mig fra kontakten, når andre føler noget svært sammen med mig.

Når jeg kan regulere mig selv, også når jeg bliver irriteret, træt, overvældet, føler mig afvist eller utilstrækkelig, kan jeg bedre være et stabilt regulerende nærvær sammen med andre, og give andre den nysgerrige, venlige opmærksomhed, som de næres af og fortjener.

Med relatefulness kan vi lære at:

  • Blive sammen i stedet for at trække os fra hinanden, når vi oplever noget svært
  • Regulere os selv og hinanden, når vi bliver trigget og skabe nye veje for kommunikation. I stedet for at være styret af “angrib/flugt eller frys”. Når der er svære oplevelser mellem os, øver vi os på at give os selv og hinanden kærligt nærvær, når vi har allermest brug for det.
  • Have øje for vores egen oplevelse og andres oplevelse samtidig. Evnen til at skabe den relationelle “sløjfe”: “Her er jeg, hvor er du?”, trænes. Det betyder, at vores relationer bliver mere ligeværdige, hvor den enes behov ikke gennemtrumfes på bekostning af den andens. Det betyder mindre dominans, mindre frygt og mere kærlighed. Det giver bæredygtige relationer, styret af gensidig respekt.
  • Kommunikere vores følelser og behov mere ærligt til hinanden og derved skabe mere nærvær og samhørighed.

 

Få nyheder fra mig

Jeg har meget på hjertet, følg med her 

Du modtager nu nyt fra mig. Jeg glæder mig til at skrive til dig.