Psykolog svarer igen på kritik af unge: ”Det er isolationen, der traumatiserer”
Narcissistiske, navlepillende ofre, der burde tage sig sammen og tænke på de sultne børn i Afrika, der har det værre. Det frygter unge at blive set som. Og det frygter de af gode grunde. I klummen i Politiken fra 9. juli kalder kommentator Lawand Namo ungdommens tendens til at mærke efter for narcissistisk og selvskadende. Der er et par misforståelser her, som ikke bør gå ubemærket hen.
Narcissisme handler om manglende empati. Det at mærke sig selv kan ikke skabe narcissisme, problemet med narcissister er netop, at de ikke er i kontakt med egen sårbarhed og derfor heller ikke kan mærke andres.
Lawand Namo siger, at ”det tærer på tålmodigheden at overhøre velfungerende unge fra hjem med Y-stole og Montana-bogreoler tage psykologiserende ord i munden,..”. Ideen om at privilegerede mennesker ikke bør klage er mildest talt misvisende. Ofte er det dem, med ressourcer, der tør at udtale sig og risikere udskamning, og mennesket har jo flere behov end de materielle. Vi kan fint være taknemmelige for at få materielle behov mødt og samtidig sørge over ikke at få følelsesmæssige behov mødt.
Som psykolog taler jeg dagligt med unge mennesker. Min erfaring er, at de har svært ved at række ud og dele deres følelser, fordi de netop frygter at blive opfattet som narcissistiske, navlepillende ofre, der vil have medlidenhed, burde tage sig sammen og tænke på de sultne børn i Afrika, der har det meget værre. Så de isolerer sig med deres følelser.
Det er isolationen, der traumatiserer. Når vi ikke tør at række ud, kommer vi til at mangle empatiske vidner til vores følelsesmæssige smerte. Det er ikke det, vi bliver udsat for i livet, der traumatiserer os, det er, når vi bliver alene med smerten. Når der er risiko for at blive udskammet for vores følelser, er det mindre sandsynligt, at vi deler dem og der er større sandsynlighed for at få alvorlige følelsesmæssige problemer.
At mærke efter er ikke det samme som at være i følelsernes vold
Lawand Namo mener, at samfundet ville bryde sammen hvis alle mærkede efter. Men det er ikke det at mærke efter, der er et problem, det er, når vi ikke kan regulere det vi mærker, at vi kan blive for styret af vores følelser.
Hvis du mærker, at du er træt, betyder det ikke, at du ikke også kan mærke, hvordan dine kollegaer vil reagere, hvis du lægger dig til at sove midt i et møde. Det er godt at mærke trætheden, fordi du så kan tage dine behov med i ligningen og for eksempel planlægge at sove, når du kommer hjem.
Problemet er kun, hvis du ikke kan styre din træthed eller afstemme den efter konteksten.
Lawand Namo fortæller, at han i forbindelse med en traumatisk hændelse bedøvede sit liv med aktivitet og knoklede sig igennem stressende aftener på en restaurant. Han anbefaler denne strategi.
At bedøve følelser er en overlevelsesstrategi, som de fleste kender, men det er ikke det samme som trivsel. Rigtig mange mennesker går ned med stress, fordi de bedøver deres følelser ved at knokle igennem.
Desuden, når jeg bedøver mine negative følelser, bedøver jeg også de positive. Jeg kan ikke selektivt lukke af for de negative. Og jeg er ikke rar at være sammen med. Min vrede kan vokse sig stor, i udkanten af min bevidsthed, og jeg kan pludselig eksplodere og såre folk, fordi jeg ikke i tide erkendte, at jeg havde en grænse. Når andre har svære følelser, minder det mig om mine egne, som jeg ikke kan holde ud, så jeg har svært ved at lytte og være nærværende.
Både at lukke af for følelserne og være i følelsernes vold er umodne strategier. En moden strategi er at mærke sine følelser og regulere dem, være sammen med dem og blive større end dem, som himlen der rummer al slags vejr. Følelserne er der, men de fylder ikke det hele.
Det er problemløsningen af følelser, der giver bagslag.
Hjerneforskeren Antonio Damasio peger på, at vores følelser og somatiske markører er pålidelige rettesnore, som hele tiden informerer os om, hvad der er bedst for os. Når vi mærker efter, kan vi også mærke, hvis vi skal mere ud i verden, søge fællesskabet eller blive optaget af noget uden for os selv.
Der hvor fokus på os selv bliver vanskeligt, er når vi individualiserer problemer og søger dem løst i psyken. Når vi tror, at det er ”mig der er noget galt med og som skal fikses”. De følelser og tanker, som vi vil problemløse, kommer vi let til at forstærke.
Må jeg ikke tænke på en lyserød elefant, tænker jeg hele tiden på den. Må jeg ikke være nervøs, bliver jeg nervøs over at være nervøs. Det er den undgåelsesadfærd, som næsten altid spiller ind, når mennesker har følelsesmæssige problemer. Jo mere vi normaliserer det at have svære følelser, jo mindre vil vi gøre dem til et problem, og jo mindre undgåelsesadfærd vil vi se.
Ny diskurs om følelser ser dagens lys
Flere medier har følelser på dagsorden her i juli. DR1 har lanceret tv-serien ”Anna Lin har det fint”, der handler om at tale om følelser. ”Jeg gider ikke at høre, at vi snakker for meget om vores følelser, for vi har aldrig snakket nok om dem. Nogle generationer opfatter måske det at åbne op som et tegn på svaghed. Men vi er en ny generation, der ved at det stærkeste, vi kan gøre, er at vise sårbarhed. For det skaber et fællesskab, der gør, at vi føler os mindre alene”, siger Anna Lin.
Jeg er enig. Når vi åbner op, kan vi opdage at vi er i samme båd. Når vores følelser bliver mødt med en respons, der siger: ”Jeg kender godt den følelse, sådan kan jeg også have det, jeg lytter, fortæl mere om det, hvis du har lyst” får vores fællesskaber en regulerende og inkluderende effekt i stedet for en udskammende og isolerende.
Sommerens program Bachelorette på TV2 handler også om følelser, og det debatteres i Weekendavisen og i Radio 24/7 hvorvidt programmets mænd er attraktive, når de viser følelser.
Mændene i programmet er åbne om deres følelser og deltager i et følelsesregulerende fællesskab i stedet for at skulle lukke ned og klare det hele selv for at være ”rigtige mænd”. Det gør netop mændene gode til at støtte og gribe hinanden, når de for eksempel føler sig afviste og usikre. Det at tale deres følelser gør det også lettere for dem at leve sig ind i og forstå, hvad andre føler og har behov for.
Mænd har længe ligget højt i statistikkerne over dem, der begår selvmord, bliver hjemløse og kriminelle. Trenden med at tale om følelser i stedet for at lukke dem inde, vil ændre på den statistik
Psykologbehandling i vores kultur handler ofte om følelsesregulering og om relationelle traumer. Vores forældre har ikke lært at regulere deres følelser, fordi de ikke har lært det af deres forældre.
Når vi ikke kan regulere egne følelser, er vi for ofte i følelsernes vold. Det er her, vi bliver alt for vrede på vores børn, skælder ud, udskammer og på forskellige måder trækker os fra den kærlige kontakt med vores børn, som de er afhængige af for at overleve og udvikle sig. Det er også her, vi har svært ved at mentalisere og leve os ind i barnets perspektiv. Det skaber spor af skam, svigt, uværdighed, angst og ensomhed i mennesker.
For at kunne regulere følelser er vi nødt til at kunne mærke dem. Vi kommer psykologisk mistrivsel til livs, når vi lærer at lytte til vores følelser uden at drukne i dem, når svære følelser reguleres med kærligt nærvær og fællesskabet får en følelsesregulerende effekt i stedet for en isolerende og udskammende. Unge har brug for oplevelsen af at høre til, den får de, hvis de får lov til at være her, som de er, med det lette og det svære, deres ressourcer og deres sårbarhed.
Psykolog, Camilla Bruun
Kilder:
https://tv.tv2.dk/bachelorette
https://www.weekendavisen.dk/2023-28/kultur/bloeddyret
https://www.weekendavisen.dk/kultur/fru-libak-du-inviteres-hermed-op-til-dans
https://www.facebook.com/24syv/videos/130570556748251?locale=da_DK
0 kommentarer