Kære Mønsterbryder. Måske har du fået at vide, at du er for følsom, besværlig eller selvoptaget. Måske du har følt dig udskammet for dine valg.
Du skal vide, at vi vores præstationssamfund gælder det mere om, hvordan livet ser ud udadtil, end hvordan det føles indadtil. For mange mennesker handler livet om at være en ydre succes, for ikke at føle sig forkert og som en fiasko indadtil. Ydere regler og idealer følges blindt for at undgå skam.
Forbindelsen indadtil ryger på den konto. Forbindelsen til kroppen, følsomheden og sårbarheden ryger også. Nærværet forsvinder, også til andre. Relationer handler ofte om at positionere sig over andre i stedet for at forbinde os. At leve på den måde kommer med en høj men ofte usynlig pris. Der er ikke meget indre ro, og der er behov for konstant præstation og aktivitet for at dulme og holde følelsen af forkerthed og tomhed væk. Følelser, der hele tiden truer med at bryde igennem. Det er en evig flugt.
Når andre så gør noget andet, ikke følger normerne og tør at lytte til sig selv, bliver de et spejl på alt den smerte og alt det liv, der bliver undertrykt, på det valg, man har følt sig tvunget til at træffe, men som gør ondt langt ind i sjælen. Det er svært at holde ud.
Hvis du er et mennesker, der holder fast i dig selv og i det, der føles rigtigt for dig, er du sådan et spejl. Derfor er du måske blevet talt ned til, afbrudt, ignoreret, frosset ud, udskammet og tysset på. Derfor har du måske fået at vide, at du er for følsom, naiv eller besværlig. Derfor har du måske fået rollen som det sorte får. Du er mønsterbryder. Mennesker, som er fanget i præstationssamfundets idealer, har svært ved at anerkende dit lys, for så skal de anerkende hvor meget, de undertrykker deres eget.
0 kommentarer