Mennesker fortæller mig ofte om, hvorfor de går ned med stress og depression i vores præstationssamfund. De er bange for at være selvoptagede og navlepillende egoister, når de tager deres følelser og behov alvorligt. De er bange for at blive set som dovne, hvis de sætter grænser og slapper af. De er bange for ikke at være gode nok, hvis de ikke konstant tager sig sammen, præsterer og leverer.
Ved roden af problemet ligger et forældet menneskesyn, der forstår mennesket, som grundlæggende svagt og egoistisk af natur. Det er det menneskesyn, der opdeler os i gode og dårlige mennesker, tabere og vindere, svage og stærke, værdige og uværdige. Den hollandske historiker Rutger Bregman påpeger de negative konsekvenser af, at vi fra barnsben bliver mødt med et menneskesyn fuld af mistillid. Han tilbageviser i sin bog “Det gode menneske” fra 2021, at mennesket er egoistisk af natur.
Vi kan godt operere ud fra vores primitive overlevelsesmekanismer :”Angrib, flygt og frys”, når vi er blevet skadede og vores miljø er for hårdt. Men når vores miljø er trygt, og vi har lært, at vi er ønskede og værdige, så er vi virkelig gode til at samarbejde og skabe et trygt miljø for andre.
Når vi bliver mødt med mistillid og lærer, at vi kan være uværdige som mennesker, hvis vi ikke tager os sammen, er der større sandsynlighed for, at vi bliver selvoptagede, fordi vi ikke føler os trygge nok. Når vi ikke er trygge, må vi bruge en stor del af vores energi på at passe på og pleje vores ego, og vi har mindre at give til andre.
Oplevelsen af uværdighed er så smertefuld, at vi er villige til at gøre hvad som helst for at undgå den. Vi er klar til at piske os selv, overarbejde og risikere vores helbred i forsøget på at komme så langt væk fra følelsen af uværdighed som muligt. Vi forsøger at præstere i top for at komme langt væk fra en følelsesmæssig bund. Det er en overlevelsesstrategi i mangel af bedre. Vi er bange for at gå til i følelsen af uværdighed, når den rammer. Vi ved ikke, hvad vi skal gøre ved den. Vi tyer til præstation, fordi vores samfund foreskriver, at lykken ligger i den ydre succes og fordi, der her er nogle konkrete, praktiske skridt, vi kan tage for at opnå de ydre succesmål. Følelsen Af uværdighed bliver i nogle øjeblikke mere håndterbar, når vi tror, at vi kan arbejde os ud af den. Men det virker kun midlertidigt, og der er en pris at betale efterfølgende, som for eksempel et stresset nervesystem, skrantende helbred og forsømte relationer.
Følelsen af uværdighed rammer igen, når vi fejler eller ikke kan præstere i top. O-fejlskulturen hersker, der hvor vi er nødt til konstant at holde følelsen af uværdighed under kontrol, fordi vi dybest set tvivler på, at vi er værdige.
0 kommentarer